noveller
novelle 1
navn: farvel niki
jeg sidder i en stol sammen med niki
(min hund) den kigger blidt på mig.
så kalder min mor og siger at jeg skal i
skole.
jeg sætter niki i stolen og går.
henne i skolen går jeg lidt
rundt for mig selv.
jeg tænker på niki.
den har ikke haft det helt godt
de sidste par dage.
så ringer min mobil.
en stemme siger i røret:
skat skynd dig at komme der er noget meget vigtigt du skal.
jeg kan
kende den stemme det er min mor.
jeg skynder mig hjem.
der hjemme holder
en dyreambulance.
jeg stivner da jeg ser de tager niki ind i ambulancen.
jeg styrter over til den (niki).
jeg grædder og grædder og spørger hvad
der er galt.
en af mændene i ambulancen siger:
den er meget syg og skal
sandsyndeligvis dø.
så kørte ambulancen.
jeg går inden for i stolen og
venter.
jeg venter bare på at de ringer.
pludselig ringer telefonen.
jeg tager den og en stemme siger i røret:
jeg er ked af det vi gjorde
alt hvad vi kunne.
(der bliver stille i nogle sekunder)
men nu er din
hund altså død.
jeg græder. jeg græder og græder og græder.
så kommer
min mor ind.
hun spørger hvad der er galt.
jeg fortæller hende hvad der
er sket.
så begynder hun også at græde.
men det er en anderledes gråd.
hun smiler også lidt imellem de mange tårer.
og siger trøstende:
skat det er sådan noget du må gå igennem.
og iøvrigt var niki meget
gammel.
den var 60 i hundeår.
den ville sikkert gerne dø.
jeg smiler
til min mor og siger at hun er verdens bedste mor.
novelle 2
navn:
drømmen der ikke ville slippe mig
jeg sidder og spisser aftenmad.
vi
spisser forloren hare (min livret).
jeg er meget træt den aften så jeg går
tidligt i seng.
jeg ligger mig i min seng og lukker øjnene.
med et
falder jeg i søvn.
jeg begynder at drømme.
jeg går hen til et stort slot
af guld.
jeg går ind af den KÆMPE store dør.
jeg går lidt rundt derinde
i slottet.
pludselig kommer en ung mand på min alder(13).
han spørger
mig om jeg ikke er sulten.
det er jeg så jeg går med.
vi får noget
lækker mad på store guld fade.
da vi havde spist sagde manden: hvad hedder
du?
og uden at tænke over det sagde jeg: belinda
smukt navn sagde
prinsen, mit navn er artemis.
nå men nok af det sagde artemis.
lad os gå
i seng.
jeg går sammen med ham op i et lille kammer med en smuk silkeseng.
jeg kigger ud af det lille vindue i kammeret.
der er en smuk udsigt.
pludselig smækker døren bag mig.
jeg bliver skrækslagen.
jeg siger
til mig selv: nu vil jeg altså vågne.
jeg prøver at vågne.
jeg skriger,
bider migselv og prøver at åbne øjnene, men intet virker.
jeg ser om jeg kan
komme ud af vinduet men det kan jeg ikke der er for langt ned.
men så ser
jeg en kiste stå i et hjørne.
jeg åbner den og nede i den ligger en sten.
jeg forestiller mig at det er et reb og vupti så har jeg et reb.
forbløfenne tænker jeg og kyrer ned af rebet.
men så kommer artemis.
han sidder på en stor rød drage.
jeg løbber.
pludselig ser jeg en
ting der ligener en portal fra en setionfukition film.
jeg løber ind i den,
måske kan den fører mig væk fra artemis og dragen.
pludselig vågner jeg.
jeg ligger på hospitalet.
jeg kigger ned af migselv.
hvad ! skriger
jeg.
jeg er blevet 10 år ældre !
hun lever siger en læge der står i
rummet.
hvad skete der spørger jeg?
en læge siger:
du har ligget i
koma i 10 år.
what? råber jeg.
så kommer min mor ind.
hun knuger sig
ind til mig og siger:
jeg troede du aldrig ville vågne.
så siger jeg:
mor hvordan skulle jeg kunne leve uden dig?
novelle 3
navn:
venner forevigt
jeg sidder på mit værelse sammen med min veninde sofia.
vi sidder og fniser og fortæller hindanden sjove historier.
pludselig
kommer min mor op og siger at sofia skal hjem.
vi siger hej til hinanden og
så går sofia.
næste dag da jeg skal i skole går jeg over hvor vi plejer at
mødes (mig og sofia).
men der er ingen sofia ?
hun plejer ellers altid
at komme til tiden tænker jeg hved migselv.
da jeg har ventet lidt går jeg
over i skolen.
da jeg kommer over i skolen bliver jeg meget overrasket.
for dèr sider sofia sammen med kira klassen`s mode-freak som sofia ellers altid
var uvenner med.
jeg går over til sofia og spørger hvorfor hende og kira
ligepludselig er veninder men hun går bare.
hvorfor mon hun er sur på mig
tænker jeg hved migselv.
da det bliver frikvarter er kira og sofia stadig
sammen.
jeg kan hører de visker om mig.
så ser hun pludselig at jeg
kigger på hende og siger skrid !
nu kan jeg bare ikke holde det ud længere
jeg løber hjem med øjnene fulde af tårer.
da jeg kommer hjem løber jeg op på
mit værelse og kaster mig i sengen.
da tårene er stilnet lidt af skriver jeg
et brev til sofia.
det lyder sådan her:
kære sofia jeg vil så gerne være
din veninde igen.
plzzz jeg savner dig.
jeg poster brevet og går i seng.
næste dag kommer sofia løbene hen til mig, med tårer i øjnene. hun siger at hun er
så ked af det hun har gjort og hun lover at fra nu af skulle vi altid være
sammen.